HH Ferries nye eldrift bliver med global omtale pilotprojekt for resten af verden

HH Ferries beslutning om at lade finske ABB installere batterier til verdens to største, emissionsfrie, elektriske færger mellem Helsingør og Helsingborg er nu gået verden rundt i fagtidsskrifter, så færgerne bliver global referenceramme og pilotprojekt. Det skyldes at HH Ferries er det første rederi, der får batteridrift på så store færger som Tycho Brahe og Aurora.

- Jeg er nu helt sikker på, at færgerne nu bliver referenceramme for andre projekter, fastslår adm. direktør i HH Ferries, Henrik Rørbæk, overfor Rapidus.

Blandt andet har kombinationen med specialbyggede batterier og en robotarm, der forbinder kabler til opladning ved nye ladestationer i Helsingør og Helsingborg Havn vakt global opsigt fordi systemet får 1.200 kWh el om bord på få minutter via automatisk ladning og et kølesystem til lithium-batterierne. Rapidus’ søgning viser, at projektet allerede er omtalt i ledende, globale fagmedier som motorship.com, worldcargonews.com, shipandbunker.com, cruiseandferry.net samt maritimedanmark.dk.

ABB betjener sig af en stribe underleverandører. Bl.a. skal kølesystemet produceres på PBES’ fabrik i Trondhjem, og ABB har samarbejde med elselskaberne Forsyning Helsingør og Öresundskraft. Projektet bruger ifølge Henrik Rørbæk eksisterende teknik på en ny måde, og det kan skabe præcedens.

De diesel-elektriske færger Tycho Brahe og Aurora er på værft i Landskrona her i september og oktober for at blive gjort klar til batterierne, mens andre færger afløser. Endelig installation af batterier sker i maj og oktober 2017.

- Investeringen vil være til glæde for det lokale miljø og forhåbentlig styrke integrationsindsatsen i Øresundsregionen, siger Henrik Rørbæk.

Færgerne har allerede siden 2007 opfyldt emissionskravene fra 2015. Med batterierne reduceres emissionerne yderligere i forhold til de nuværende regler.

Ombygningen koster 300 mio. SEK. INEA, som er EU’s forvaltningsorgan for innovation og netværk, støtter projektet med 120 mio. SEK. Efter omlægningen vil færgernes havneophold og overfartstid være uforandret i forhold til i dag. Det er dog endnu usikkert, hvornår de tre øvrige Helsingør-Helsingborg-færger evt. ombygges til batteridrift.

Af Keld Broksø

Bransch/Kategori

    Håll dig uppdaterad med nyhetstjänsten om tillväxten i Öresundsregionen

    Rapidus är en abonnemangsbaserad nyhetstjänst om tillväxtbranscherna i Skåne och Köpenhamnsområdet. Vi ger snabba nyheter och vassa analyser av helt exklusiv karaktär, samt arrangerar högkvalitativa nätverksträffar med intervjuer med regionens starkaste näringslivspersonligheter.

    Prova nyhetstjänsten här!

    Samarbetspartners: